Spring til indhold

Leif Poulsen

Følgende blev i November 2024 skrevet på LinkedIN

Det blev til godt 47 gode år i forsikringsbranchen.

Tak for alt til de fleste………. Tak til alle for det meste. 😊

Det hele startede i Baltica (Tryg) i 1977 hvor jeg den 1. aug. trådte ind ad døren, med de guldbelagte håndtag, i Bredgade 40. Jeg startede som elev i Autopolice.
Efter 1  år i autopolice gik turen til Autoskade, både som skadebehandler og senere som leder. Jeg stiftede bekendtskab med udvalgsarbejde i Forsikring og Pension og startede på Forsikringshøjskolen, (nu forsikringsakademiet), først som elev og senere som underviser på deltid

I 1997 gik turen til Alm. Brand, hvor jeg blev ansat som fagansvarlig for Motor. Der gik dog ikke længe før jeg først var leder for efterforskerne og senere leder for hele Autoskade.

Efter 34 år med Autoskader og alle de skønne udfordringer med Forhandler- og værkstedsskader, panthaversager, svindelsager osv., skiftede jeg i 2011 til Gjensidige Forsikring, hvor arbejdsopgaverne nu skulle være inden for produktudvikling og underwriting, selvfølgelig stadig i relation til Motorprodukterne.
Der blev i samarbejde med Finans og Leasing udviklet Panthaverinteresseforsikringer, både i relation til finansierede biler og leasingbiler.
Samarbejdet med Forsikring og Pension blev intensiveret. Jeg var heldig at få en plads i Motorforsikringsudvalget og dermed en plads i bestyrelsen for DFIM, Pantudvalget og SOS. Havde fornøjelsen af, først at være formand for bestyrelsen i Pantudvalget og senere formand for bestyrelsen i DFIM. Sidstnævnte i den meget interessante periode hvor der skulle opkræves gebyr for uforsikrede køretøjer.

I 2020 valgte jeg at fratræde i Gjensidige og overvejelsen om at stoppe helt, lå egentlig lige til højrebenet, men det blev dog til en ansættelse i Topdanmark pr. 1. dec. 2020. En deltidsstilling som produktudvikler.
Det var dog lige midt i en svær tid med Corona, hjemmearbejde osv. hvorfor jeg valgte at stoppe i Maj 2021. Jeg nåede dog at møde mange sjove og modige mennesker på en sund arbejdsplads. Tak for det.

Efter besøget i Topdanmark, besluttede jeg at stoppe, men en meget korthåret advokat, med speciale i svindelsager, ”lokkede” mig til at starte som selvstændig konsulent. Efter et hyggeligt aftenmøde på Esplanaden i efteråret 2021, var jeg nu indehaver af et CVR nr.
Det blev til hyggelige 3 år som selvstændig, med sjove opgaver, både inden for skadebehandling, produktudvikling og efterforskning, men også opgaver hvor kunderne ikke var relateret til forsikringsbranchen.
Tak til både kunder og sparringspartnere i forsikringsbranchen.

Hvad skal der så ske nu ?

Nu bliver der bedre tid til at være sammen med kone, børn, børnebørn, familie og venner. Herudover er der bedre tid til at køre ud på mit hobbyværksted, hvor der skrues og svejses på biler, veteranbiler, motorcykler, knallerter, havetraktorer, små arbejdsmaskiner osv. osv.

Herudover vil der selvfølgelig også stadig være tid til at snakke med gamle venner fra forsikringsbranchen mv.

Det er jo altid godt med en nørdet snak om hvad der er den behandlede/bearbejdede del i relation til en forhandler- og værkstedsskade eller en snak om forsikringspligt for uindregistrerede køretøjer😊

God arbejdslyst til alle jer der arbejder hårdt på at drive dansk forsikring videre.